Telefon:
+4540501706

Postadresse:
Bønderskovvej 8, Als,
DK-9560 Hadsund

Jydsk Jagtrideklub er en rideklub drevet 100% af frivillige kræfter.

Vores webside bruger cookies for at forbedre din oplevelse som besøgende. Et besøg på websiden betyder, at du accepterer brugen af disse i overensstemmelse med gældende regler og politikker for privatliv.

[mkdf_icon icon_pack=”font_elegant” fe_icon=”icon_phone” size=”mkdf-icon-tiny” custom_size=”16″ type=”normal” icon_animation=”” title_padding=”12″ hover_icon_color=”#f1b847

[mkdf_icon icon_pack=”font_elegant” fe_icon=”icon_clock_alt” size=”mkdf-icon-tiny” custom_size=”16″ type=”normal” icon_animation=”” title_padding=”12″ hover_icon_color=”#f1b847″

Jagt nr. 8 ved Vosnæsgård
06.10.2012

Sted: Vosnæsgård
Jagtlægger: Jens Laursen
Ræve: Jens Laursen og Herluf Rahr
Master: Bjarne Mørup
Bagmaster: Kirsten Slemming

Bladhanget var begyndt at få samme farve som kraverne på feltets ridejakker, og solen forsøgte ihærdigt at brænde gennem det tynde skydække denne lørdag i oktober, hvor Jens Laursen inviterede til jagt på Grev Adam Knuth og Grevinde Ann Knuths smukke Vosnæsgård lige uden for Løgten ved Århus. Den ene ræv kom lige til øllet, men bedre sent end aldrig, som man siger. Vi startede med jagtparade på slotspladsen for de nogle og 20 fremmødte ryttere og publikum – Master bød os velkommen og advarede mod et lidt vådt føre, efter de foregående dages regn, og manede til forsigtighed i feltet. Undertegnede blev valgt til referent og Greven ønskede god jagt.
Et muntert felt skridtede ud mod første reprise, som lå på åbent land – føret var lidt tungt, men dog til at ride i, og udsigten var smuk, og det lagde niveauet for dagens jagt. Efter de første to repriser var der indlagt en lille snackpause med dejlig kage og limonade serveret af det søde følgefelt – der blev også tid til at træde af på naturens vegne for både fire- og tobenede. Det sidste jog en skræk i livet på Herlufs hest, da Calle pludselig kom rundt om hjørnet på en staldbygning til fods med håndhest, men ræven kom dog videre og fik feltet med sig ned mod vandet.
Nu kunne man jo have holdt sig tørskoet inde på land, men man kunne også soppe lidt: rævene ledte os ud i vandet i Århus-bugten – en spændende og afvekslende rute med indlagt benvask og vandterapi, som andre hesteejere betaler for i dyre domme på diverse hestespa-steder. Igen var udsigten underskøn med blikstille vand, men manges øjne spejdede efter foranridende hestes tabte gamacher, der blev revet af i vandmodstanden. Flere af de vildfarne benbeskyttere blev fanget op af vandet og kom tilbage til rette ejermand, da vi alle kom godt op på land igen. Denne gang var der ingen ryttere eller heste, der druknede. En kort pause blev nødvendig, så gamacherne kunne komme på igen, og feltet fortsatte mod næste reprise inde i skoven … eller næsten hele feltet. Referentens hest havde trukket håndbremsen og nægtede pure at gå frem, så bagmaster måtte tilbage og hente. Mange tak!
Vi kom op i feltet igen og glemte straks miseren, da rævene førte os hen langs en skovklædt skrænt, der ledte ned mod vandet. Man kunne fra vores plads på toppen af skrænten se helt til Kalø Slotsruin og Helgenæs – det var virkelig et smukt terræn, vi bevægede os rundt i. Så lød hornene igen, og vi satte i et godt afstemt tempo hen mod næste reprise, som forløb strygende, og så vankede pausen ved et lille fiskerleje. Vores endnu engang dejlige følgefelt delte forfriskninger ud, og snart var vi klar til dagens to sidste repriser – begge i skov.
Hvis bundforholdene ude på marken var en smule våde, så kompenserede skovstierne for det – vi kom alle utrolig fint over de sidste to repriser i god stil og rytme, og snakken i feltet på vej op mod slutparaden på slotspladsen genlød af tilkendegivelser om, at det havde været en veltilrettelagt jagt med gode spring og gode oplevelser. Feltet stillede igen an til parade på Vosnæsgårds slotsplads smukt indrammet af de kridhvide mure og de røde klatreroser langs disse. Vi var en tilmudret, men smilende flok, og alle i feltet kunne melde fuldført.
Vores dygtige heste blev vasket og vartet og puttet med deres hø, og så nød følgefelt og ryttere en tiltrængt frokost og en sludder i laden. Vores værter fik overrakt en erkendtlighed for deres gavmilde udlån af terræn, og vi håber vist alle, at der bliver mulighed for at ride på de flotte jorder ved Vosnæsgård igen. Mange tak for lån.

Referent: Lise Marie Kold