Vinterjagt 09.03.2024
Marts måned indikerer årets første forårsmåned, det havde man bare glemt at fortælle vejrguderne.
24 ryttere mødte op til en overskyet og meget blæsende dag, hvor temperaturen heller ikke var noget at prale af.
Jeg bød velkommen med en lille smule skepsis, da feltet bestod af 13 gæster ud af 24 ryttere, så det ville blive spændende, da jagten ikke var en udpræget begynderjagt.
Det viste sig dog, at feltet var godt ridende. Bjarne og jeg red forrest for det springende felt, mens Tessa dannede bagtrop, Nanna og Rebecca styrede følgefeltet, hvilket de gjorde super godt.
Jagten var udformet således, at følgefeltet stort set red direkte bag hovedfeltet. På denne måde fik de en fornemmelse af, hvad jagt egentlig går ud på, hvilket de satte pris på.
Turen bød på 30 spring og var 15 km lang. Spring i skoven omkring godset og spring på heden.
Det gik over stok og sten og man glemte helt, hvor koldt det var.
Specielt vil jeg fremhæve nogle af de børn, der var med. De både sprang og formåede at administrere en varm sportspony – respekt for det.
De mange velridende gæster giver håb for fremtiden, måske ikke den nærmeste fremtid, men vi har plantet et frø, som kan spire til en jagtrytter, er det alletiders 🙂
Enkelte ekvipager red hjem før andre, da deres heste var lidt til den friske side, men alle med et smil på.
Jagten sluttede af med suppe, kaffe og kage i en dejlig opvarmet jagtstue.
Tak til alle for en rigtig dejlig dag, og ikke mindst tak til familien Lindegaard for lån af Gl. Wiffertsholm.
Kim Schewing