Jagt nr. 8 ved Thorsted
21.09.2013
Jægtlægger: Britt Menne og Jacob Jensen
Ræve: Steen Buhl Larsen og Kristian Fjendbo
Master: Kirsten Slemming
Bagmaster: Henriette Kristensen
Uret larmer kl. 06.00 og ryggen hviler tungt på madrassen.
Har jo meldt til jagten så det er jo bare med at komme i gang.
Hvad er det egentlig jeg har gang i? 2 timers kørsel med hesten og så til en plantagejagt ude vestpå, hvor det antageligt er fladt som en pandekage og springene nok er placeret i lige brandbælter. Heldigvis har det regnet en del inden, så man bliver ikke indhyllet i støv og så vil vejret i dag blive ok. Jacob kunne berette, at de havde undladt at klippe alle grenene (der er jo stadig nogen, som synes, det er dejligt at få en gren i ansigtet, men det lød ikke til at Fenger syntes, det var den mest behagelige oplevelse). Heldigt at de ikke var våde af regn. Inden jagtstart hørte vi uropførelsen af Hubertushestens Jagtfanfare, som blev fremført af Vestjydsk Jagtblæserlaug. Deres spillemester, Peter Lund Kofod, havde komponeret den til dagen.
Det viste sig at Torsted Plantage var alt andet end flad.
Alle springserierne var rigtig godt placeret, og de fleste spring stod på skovveje som snoede sig som en ål, samtidig med at terrænet gik op og ned. Meget afvekslende, jeg sad og tænkte, at det var lidt som at være på slalomski.
Pausen blev holdt ved et lyngareal, rigtig fint.
Der var bygget 37 spring, længde 16 km, ridetid 2 t 30 min, 26 ryttere til hest.
Tempoet blev fint styret af Kirsten.
Da vejret var rigtig fint, valgte vi at afholde frokosten i det fri.
Fam. Stranges havde ved foregående jagt gjort sig uheldig bemærket, hvilket Jan kompenserede for ved at medbringe diverse flasker.
Til afslutning spillede Britt og Bjarne ”På Gensyn”.
Helt høj, efter en dejlig dag, fløj tiden af sted på hjemturen. Nu vidste jeg, hvorfor jeg var stået tidligt op.
Tak til Britt og Jacob for en super dejlig tur, I har virkelig forstået, hvordan en god jagt skal tilrettelægges.
Referent: Mogens Jessen