Jagt nr. 1 ved Søholt
16.04.2016
Jagtlægger: Finn Poulsen/Jens Laursen
B-repræsentant: Finn Poulsen
25 ryttere var mødt op til årets første forårsjagt .
Vejret var forårsagtigt. Endda i så høj grad at Calle havde valgt at køre turen fra Nordjylland med hestetrailer i capriolet-udgave.
Nej, trailertagets fjernelse viste sig at have en ganske anden forklaring. Nemlig den at Calle var blevet omdirigeret pga. et trafikuheld til at køre under en viadukt som altså viste sig at være knapt høj nok. Ingen kom heldigvis noget til ved episoden og med jagtkammeraters hjælp kom hesten også godt hjem igen.
Selve jagten fik et fint forløb med så vidt oplyst kun en enkelt let afsidning kort før “giv agt samling”. Hr Sørensen kom dog i sadlen igen inden “jagt begynd” og fuldførte i fin stil som bagmaster.
En rigtig skovjagt var det med godt byggede forhindringer i det meget bakkede terræn. De forholdsvis korte repriser og af og til skarpe hjørner bevirkede nok at tempoet ikke var så friskt som på en strand- eller hede jagt. De tekniske udfordringer blev tacklet flot også af dem som var med som gæst eller debutant.
Pausen nød vi i “næsten solskin” på en dejlig grøn græsmark og kort herefter forcerede feltet jagtens største udfordring; en kombineret grøft/dyb landing. Omend stilen var meget varierende kom alle vel over også denne forhindring.
Sidste serie var en perlerække af gode forhindringer i plantagen tæt på hovedgården.
Jagten sluttede vi af som sædvane er på disse kanter, nemlig med at dyppe hestebenene på en lille tur ud i den smukke Stubbe Sø.
Humøret var højt blandt rytterne på turen og den gode stemning holdt sig også til frokosten bagefter i stedets flotte maskinhus. Her blev der hygget med tilskuere og hjælpere. Der blev naturligvis også sagt behørigt tak til Hanne og Poul Jørgen Lindberg for lån af deres skønne ejendom og natur. Begge fulgte jagten tæt og havde vist som alle vi andre en dejlig dag.
Georg Nielsen