Jagtlægger: Herluf Rahr
Ræve: Herluf Rahr & Jens Laursen
Master: Kim Schewing-Chrisrensen
Bagmaster: Bjarne Mørup
B-repræsentant: Jens Laursen

Jagten der bød på det meste.
Sjældent har jeg redet en jagt der bød på så meget forskelligt.
Det var en noget omtåget rytter og hest, der ankom efter et par timers kørsel.

Tågen holdt ved et lille stykke tid ind i jagten, og heldigvis længe nok til at man kunne nyde synet, af en skovbund dækket af lyng med spindelvæv fra de flittige edderkopper. Man følte sig henvist til et alfelandskab, og havde frosten været der kunne det lige vel, have været en december morgen.

Jordbunds forholdene var mangeartede, fra fast skridsikker til noget der mindede om brun sæbe på en gummimåtte. Det kostede et styrt. Skaderne omfang er uvisse, men hun var dog i stand til, og med følge fra en gentleman at ride sin hest hjem til Herluf. Den uheldige lovede at blive tjekket selv samme dag når hun kom hjem.

Resten af turen gik op og ned i ordets bogstavelige forstand.
Der var dybe landinger hvor man nemt kunne hænge frit svævende i op til flere sekunder inden man havde kontakt til skovbunden igen.

Der var banket op ad bakke, hvilket jeg trods 140 redne jagter endnu ikke har mødt før.

Udfordringer var der, og mangeartede, hvis ikke terrænet, så blev det krydret med en flok køer, der gerne løb med et lille stykke.

Hvis man kunne nå det i farten, kom vi forbi de flotteste udkig steder, hvor man virkelig fik syn for, hvor et kuperet terræn vi var i.

Der var en livlig snakken, og imellem repriserne, var der tid nok til, at lommelærkerne kunne nå at komme fra rævene, ned til bagmaster og retur. Muligvis fortæller det også om jagtrytternes naturlige evne, til at holde sig til og selvfølgelig byde videre i en fart.

Sidst på turen begyndte trætheden at melde sig, ingen indrømmelser, men mange forespørgsler om, at nu måtte det da snart være slut.

Der var dog et par overraskelser tilbage, dette i form af spring fire og fire, nogle heste bedre egnet end andre. Og til sidst kunne det næsten ikke gøres mere symbolsk end at ”runde” jagten af med et rundballespring, efterfulgt af et markskel og grøft.

Kendetegnet for jagten, var sjov, spændende og konditionskrævende.

Ved den efterfølgende frokost, blev der som det bør sig, rettet en stor tak til Herluf alle hjælperne samt lodsejere, det var en fantastisk oplevelse, hvor der må have været brugt meget tid på at begrænse sig, da jagten efterlod et indtryk af, at opfindsomheden ikke manglede.

Referent: Suzanna Child Andersen