Jagt nr. 2 ved Wiffertsholm
21.04.2018
Torben Lindegaards mindejagt
Jagtlægger: Bettina
Master: Calle
Ræve: Kim og Jørgen
Bagmaster: Severin
I dagens anledning glædede vejrguderne os med nærmest perfekt ridevejr. Solen skinnede på en flot lyseblå forårshimmel, temperaturen var omkring 13 grader, der blæste en let vind, så skulle der være klækket et par insekter så holdt de sig pænt væk.
En lille flok på 13 jagtryttere var mødt op. Efter parade og velkomst ved både Master og familien Lindegaard begav flokken af ryttere sig ud på jagten i højt humør. Den første galop og springserie kom meget hurtigt efter afgang og tempoet var pænt højt.
Turen var ligesom delt op, så de 4 serier før pausen lå på den ene side af vejen, og de 3 serier efter pausen befandt sig på samme side som godset. Turen var overordnet set spækket med rigtig mange gode spring med forskellige udfordringer varierende mellem springenes placering i terrænet, bundforhold mv. der var fine variationer af både spring med grøfter, spring med landing i nedadgående terræn og spring med spændende vinkler. Der var i alt 43 forhindringer og serierne forekom i lange stræk, så der var masser af galop.
I springserie nr. 3 havde folk, i kombination med det høje tempo, nok at se til, så først da feltet blev overhalet af hest uden rytter opdagede man at bagmaster, på hans nr. 100 jagts jubilæumsdag, var strøget af i svinget. Heldigvis var hverken rytter eller hest kommet noget til, så ret hurtigt var feltet klar til at fortsætte.
Der var undervejs også et par andre nærved- afsidninger og et enkelt stop til ære for et par herrer med nervøs blære.
Dagen sluttede traditionen tro med fælles frokost og hyggeligt samvær i jagtstuen.
Referent: Lea