På opfordring har Marie-Louise Christensen gjort sig den umage at nedskrive sine erindringer om et liv fyldt med jagt, heste og gode mennesker. Nyd fortællingen herunder…
Jeg er blevet spurgt, om jeg vil fortælle min historie om heste og jagtridning. Det har været et dejligt liv med mange venner. Desværre er mange af dem borte i dag. Jeg er den eneste i klubben, der har været med siden foråret 1972 og været aktiv i 41 år. Jeg har gem alle referater fra den tid, og vil gerne give dem til klubben, så de ikke går til når jeg er borte.
Jeg er født på en større gård i Salling. Der var altid heste på gården til ridebrug og kørsel samt de store arbejdsheste, som blev udskriftet med traktorer. Det var jeg ked af. Jeg fik min første hest i 1945, en fjordhest, som også kunne gå for vogn. Senere fik jeg mere livlige heste, ofte travheste, som ikke kunne gå løb. Jeg deltog i ridehesteløb fra jeg var 16-18 år på Skive væddeløbsbane. Jeg havde en traver/old.
Herfra fortsatte mit liv i København som laborant i 9 år. Jeg fik min hest Regulus med på en rideskole nær dyrehaven. Rideskolen måtte bruge ham som elevhest 3 dage om ugen, resten af tiden var han min, indtil ridelæreren købte ham af min far som elevhest. Derefter købte jeg en ny hest, Tobias, af min far i 1960. Det var en tysk holstener/hannoveraner på 4 år. Jeg red ham fra Frederiksværk til Gentofte og opstaldede ham på rideskolen på Jægersborg Allé. Tobias blev min første jagthest. Efter at være blevet medlem af Sportsrideklubben red jeg min første jagt i Dyrehaven. Det var en vinterjagt. Derefter var jeg solgt. Jeg red nu med på de fleste jagter i Dyrehaven. Det stod på fra 1964 til 1966. Min mand, PH fik job som kemiingeniør ved Frederikssund som leder af katalysator-fabrikken. Da vi købte vores første hus, måtte jeg sælge Tobias for at få til udbetaling til huset. Jeg havde haft en medrytter til hesten i København, han købte den og ville bruge ham til jagtridning. Jeg måtte gerne fortsætte med at ride hesten. Jeg kunne låne hvilken hest jeg ønskede hos mine forældre, så jeg fortsatte med at ride jagter i en lokal rideklub i Nordsjælland. Jeg blev tit bedt om at komme hjem når der skulle købes nye heste til mine forældres rideskole. Så skulle jeg med til hestehandler og prøve heste af. Jeg skulle derefter ride dem hjem, så jeg kunne fortælle om dens temperament.
PH og jeg fik lyst til at flytte tilbage til Jylland, da vi begge var jyder. PH fik arbejde hos Hede Nielsen i Horsens. Jeg fik job på Brædstrup Sygehus, hvor jeg var de næste 34 år. Jeg havde min hest Gabriel med, den havde jeg købt af min far som føl. Den kom på rideskole i Horsens. Lise Kraul og Helle Heilmann var de første jeg blev venner med i Horsens Rideklub. Der var også Ole Flensborg, som var næstformand i JJR og senere formand. Han tog mig med på ture i Bygholm skoven og troede, at han skulle være støtte for en skovtursrytter.
”Nu skal De bare gøre sådan og sådan fru Christensen”, indtil han hørte jeg havde været medlem af Sportsrideklubben og havde redet jagter i Dyrehaven. Så skulle jeg endelig med på jagt, men min hest egnede sig ikke til jagtridning. Den sprang med strakte forben. Det følte jeg mig ikke tryg ved. Den blev byttet med en anden hest, Sebastian, som skulle trænes op. Der var en del forhindringer i Bygholm skov, så vi gik i gang.
De første 2 år var jeg tilskuer på JJRs hubertusjagter. Der var ca. 4 jagter om året i Horsens Rideklub, hvor jeg deltog. Jeg var med som gæst på de første jagter i JJR i 1972 og blev efter 2 jagter godkendt som medlem af klubben. Min nye hest hed Sebastian, og han var ret ilter, men jeg red alle jagterne på ham de første 2 år. På hubertusjagten i 1973 gik det galt. Jeg var hjælpemaster sammen med Ole Flensborg, men blev overhalet mod et spring. Her tog han biddet og løb lige gennem springet så alle bommene knækkede, og jeg endte på sygehuset i en uges tid. Jeg mistede hubertusfesten det år, men fik en hilsen fra alle deltagerne. Jeg red herefter ikke flere jagter på Sebastian.
Min næste hest hed Karat, som havde været med på en del jagter i JJR. Han var 5 år ældre end jeg troede, men jeg red jagter på ham i 7 år, da var han ca. 22 år. Der var kun 3 kvinder med på jagterne da jeg blev medlem. Senere kom Lise Kraul og Helle Heilmann med. I en del år var Lises og min hest på sommerferie hos Helle og Peter Heilmann på Tammestrup. Her red vi ofte jagter, som vi og Peter H. lavede i fællesskab. Lise døde i 2023. Hun og Helle har været mine nære venner i mere end 50 år.
PH lavede hestestald til mig derhjemme. Vi havde hestene hjemme i 30 år. Vi fik lov til at ride i Vissinggårds skove. Eva Seidenfaden og Bent Nybo Andersen var særdeles positive. Jeg red i skoven med deres to døtre og lærte dem at springe indtil de skulle til København for at studere. Jeg havde dem begge med på JJRs jagter et par gange.
Helle og Lise var i mange år medlem af JJR. Lise på sin fuldblodshest Soldier Blue. Hun var en modig rytter, der også deltog på jagtkampagner i mange år. Efter Soldier Blue kom hun med på lånte heste. Helle red også med på jagterne. Hun kom først med Topper, som blev efterfulgt af Isolde. Hun var en flot sort oldenborg/fuldblod, men ret vanskelig. Den første jagt på hende kom Helle på den første serie efter det første spring på en bakketop til at lande foran sadlen med tøjlerne rundt om halsen. Sådan gik det på resten af serien over 4 forhindringer. Så havde Helle fået nok og overlod den derefter til en mandlig bekendt. Isolde blev solgt, og Helle fik en herlig hest, Mistake, som var en lille skimmel efter connemara og fuldblod. Han gik over 100 jagter med Helle. Helle var også i bestyrelsen for klubben, til sidst som næstformand. Hun blev afløst af mig.
JJR blev til i 1965. En jagtrygger fra Sportsrideklubben i København, Jørgen Suder, flyttede til Jylland. Jeg kendte ham fra min tid som jagtrytter i Sportsrideklubben. Han var med til at starte JJR sammen med andre jagtryttere.
Da jeg kom til JJR mødte jeg igen Niels Erik Holm, som jeg kendte fra jagter i Dyrehaven. Han boede på Alling Kloster ved Silkeborg, hvor vi red en del jagter. Senere købte Ib Møller, også medlem af JJR, stedet.
Jeg deltog i en del jagter sammen med Sportsrideklubben på kampagner i det jyske. I 1975 tog jeg til Vrads Sande for at se Sportsrideklubben ride jagt. Her var Kirsten og Niels Erik Holm flyttet til. Kirsten lånte mig sin jagthest og uniform den dag, og jeg havde en pragtfuld dag og endte med at være med på hele kampagnen på Kirstens hest. Lise og Helle og jeg var med til en del af disse jagter samt efterfølgende festligheder.
Senere flyttede Kirsten og Niels Erik Holm til England og tog jagthestene med. Jeg blev inviteret til at besøge dem og deltage i rævejagt med hunde. Jeg lånte Kirstens hest. Trods regn i 4 timer, våde og snavsede, blev det en fantastisk oplevelse. Vi besøgte også Kolind, som havde boet i Nordsjælland med sine hunde, Copenhagen Draghounds. Vi havde i JJR og på jagtkampagner flere gange redet jagt med hundene, især på Møllerup Gods.
Efter Karat fulgte Ninon, hun var 4 år og en pragtfuld sort hoppe. Hun havde lige været på rideskole da jeg overtog hende. Hun kom hurtig med på jagt, både som ræv og master flere gange. Efter flere år fik hun en seneskade og endte som skovturshest for PH. Hun var årsag til, at han optog sin ridning efter dårlige oplevelser med Sebastian. Hun blev 22 år. Jeg havde allerede Zambugga på vej. Han havde været med flere gange på jagter. Han var 3 år da jeg købte ham og ikke redet til. Han var min jagthest i flere år, indtil han på en hubertusjagt gik på næsen, og jeg endte igen på sygehuset.
Jeg var igen parat til jagter da foråret kom. Jeg tog Attila med. Jeg købte ham da han var 10 mdr. hos en lokal landmand. På den første jagt var han temmelig umulig. Det endte med, at jeg stoppede og kørte ham hjem fra Ålborg. Jeg troede ikke på, at han nogensinde ville blive jagthest. Ved at ride jagter med færre ryttere, blev han klar til efterårsjagterne, og efter en serie bukkespring under opvarmning, gik det fint. Han gik jagter i 15 år i JJR, 135 jagter samt talrige andre, gennemsnitligt 15 om året. Jeg havde ham til han var næsten 28 år.
Jeg mindes især en jagt i JJR, det var på min 70 års fødselsdag i 2009. PH ville overraske mig med en jagt ved Salten Langsø. Han arrangerede turen med bestyrelsen. Her havde klubben i mange år redet hubertusjagt, indtil klubben skulle betale 250 kr. pr. deltager. Derefter flyttede vi til Bidstrup Gods. Vi inviterede klubben på jagt den dag. Der deltog 42 ryttere samt venner og familie. Vi var 116 den dag, og der blev serveret sandwich, vin, øl vand og kage. Det var en uforglemmelig dag, der var gaver, taler og god stemning. Der var hornblæsere, og jeg var selv master på turen. Mine venner og familie kunne den dag se, hvad der havde optaget mig i alle disse år. Dagen før jagten blev jeg overrasket af en flok ryttere fra Århus, som havde læsset hestene af på nabogården og pludselig blæste jagthorn i indkørslen hos mig. Min fødselsdagsjagt blev dette år årets jagt.
Jeg havde også Ronja på vej. Hun var 6 år og virkede ikke som en hest der havde været i hånd. Men hun havde gode evner for spring, og var hurtigt klar til jagt. Jeg lånte hende ud til Tine Bak og holdt hende selv i træning. Tine var med i 5 år på Ronja. Hun var ofte ræv, da hesten altid var sikker. Tine er en dygtig militaryrytter og rider nu military på egen hest.
Selv om det ikke vedrører jagter, har jeg et par historier fra Nedenskov sø, hvor jeg bor. I 1999 red jeg med en veninde fra egnen. Hun red på en helt ung hest, som aldrig havde været i søen. Jeg trænede mine egne heste der på daglige rideture. Hun ville prøve søen for første gang, men hendes hest var meget betænkelig. Pludselig tog den mod til sig og sprang und i søen. Begge heste tog et par gallopspring og kom ud på dybere vand, hvor de svømmede. Min veninde stod af hesten og slap den, da den ikke havde bestemt sig for at stoppe. Hun gik i land, men Attila svømmede videre med mig på ryggen. Jeg steg af mens jeg endnu kunne svømme i land. Det var i november måned, en kold og blæsende dag. Vi så hestene svømme hele vejen over søen. Vi løb rundt om søen og var spændt på hvor de blev af når de nåede over. Her stod de i nogle siv lidt ude i søen, men kunne ikke komme i land p.g.a. nogle grene, som vi knækkede af. Jeg hentede Attila ind med den anden hest i hælene. Vi var meget lettede og lo så tårerne trillede ned ad kinderne. To våde ryttere red hjem.
Næste tur i søen var sammen med PH på Ronja. Det var en kold dag d. 2. april 2009 og isen var lige smeltet. Vi holdt med hestene ude i søen og nød udsigten. En svane fløj op, og Ronja stak af med PH ud på det dybe med Attila i hælene. Det skete så pludseligt, at vi ikke nåede at få fat på tøjlerne. PHs hest løb tilbage på land, hvor PH blev strøget af p.g.a. lave grene. Han lå på bredden, og hesten stak af. Jeg lå ude i søen og havde fat i tøjlerne på Attila. Til sidst slap jeg ham. Jeg var så tung af tøjet, der var gennemblødt, at jeg ikke kunne komme ud af stedet. Jeg var under vand 3 gange med hjelm og det hele. PH sprang i vandet med al tøjet på og hjalp mig i land. Nu skulle vi finde hestene. De stod på en kornmark og græssede ved Vissinggård. Eva kom kørende ned mod søen, da nogle havde ringet og fortalt, at der var problemer. Vi kom med op på gården, og lånte et par stigremme, da de også var faldet af. Vi fik en snaps, og turen gik hjemad.
Vi blev dog ved med at ride hestene ud i søen.
Efter 41 dejlige år med gode jagtkammerater kom jeg til den beslutning, at min tid som jagtrytter var forbi. Jeg var nu 73 år.
Tak for alle de mange dejlige oplevelser og venskaber. PH var på det tidspunkt syg, så træningen i skoven var blevet minimal. Han havde været min faste støtte og deltaget i mange jagtbygninger samt pasning af hestene. Han var en trofast hjælper, når vi tog på jagt. Desværre døde han efter 61 år sammen. Jeg beholdt hestene til jeg var 80 år. Jeg red to gange om ugen i skoven med Gunnar Bennetsen, som lånte Ronja, som han senere overtog. Hun fylder 24 år i foråret, og er stadig frisk. Jeg besøger hende der med æbler og gulerødder.
Attila måtte lade livet i en alder af 28, og havde været min i 27 år. På min sidste ridetur på ham lavede han et par bukkespring så jeg fløj af og atter måtte på skadestuen og lappes sammen. Det var med til min beslutning. Men jeg savner mine skovture og er glad for at stadig at kunne bo, hvor jeg har boet i 54 år og passet hus og stor have samt to dejlige katte.
På min hubertusjagt nr. 40 blev jeg hædret af klubben med en fin kurv med herligheder og en smuk omtale.
I år havde jeg den glæde at blive æresmedlem af klubben. Det var stort. Jeg vil stadig følge klubben som tilskuer så længe det kan lade sig gøre.
Dette var min historie som medlem af klubben. Ingen jagt uden heste. Derfor er de beskrevet som en del af historien, og hvad jeg ikke har med, kan læses i mapperne samt en masse dejlige billeder fra årene.
Marie-Louise Christensen, 2024
