Ræve: Severin Lassen og Tessa Pultz

Master: Kim Schewing

Bagmaster: Bjarne Mørup

En usædvanlig mild november dag.
Allerede ved 8.30-tiden begynder spændte ryttere at indfinde sig på parkeringspladserne ved Bidstrup Gods, som traditionen tro danner rammerne om dagens jagt – Hubertusjagten 2022. Selve ankomsten, hvor glade gensyn, latter og små skarpe spiller en væsentlig rolle, er for mit vedkommende blevet noget af det bedste på jagtdagene. På Hubertusdagen kan masser af publikum og jagthornsorkester lægges til. Ja, i virkeligheden er stemningen svær at beskrive – den bør opleves. Men men men som medarrangør og official er der jo også praktiske ting at tage sig til. Reparation af opløbsbanen efter stormvejr, stillen frem til gløgg efter jagten og flytten rundt på diverse ting og sager. Indimellem de praktiske gøremål dukker min familie op – skønt med opbakning fra hjemmefronten.

I år er det to år siden, at jeg sidst deltog i Hubertusjagten. Sidste år var jeg til fods – hvilken oplevelse! – i år på lånt hest. Min egen Allegro har takket af som jagthest, og jeg har fået lov at låne Kirstines Afroditte. Og hvor er det dog et privilegie. At hente en velredet jagthest og have fornøjelse af hende hele efterårssæsonen – af hjertet tak. Hun er dog sadlet op hjemmefra i dag, da hun er en meget ivrig dame, som jeg i kraft af min ringe størrelse har svært ved at nå med sadel og trense.

20 equipager. Det er hvad, der kan mønstres i år. Præcis kl. 10.00 rider vi gennem porten ind til gårdspladsen foran hovedbygningen. Jeg må indrømme, at jeg foruden at være pænt nervøs også er meget beæret over at få lov at ride ræv netop i dag.

Hestehove i massevis på brostenene, jagthornsblæsning samt ringen med klokkerne – what’s not to like? Vi liner op, og dagens Master byder velkommen til de jydske ryttere samt vores gæst fra Fyn. Publikum bliver ligeledes budt velkommen, og får forklaret, hvordan kortegen fungerer. Afsted det går.

Opvarmningsgalop. Skridt og en forpustet hornblæser. Første serie; Galop i passende tempo rundt langs marken med søen i baggrunden. Tre-fire stativ-forhindringer og en velvoksen kævle. Som afslutning på første serie en pyntet fårefold. Skridt og lommelærker.

Anden serie; Seks faste forhindringer i skoven på den anden side af Lange Damme. Tæt pakket med publikum – dejligt. Lang skridttur på en smal men meget smuk trampesti gennem efterårsfarverne.

Tredje serie; Slutningen af anden serie bagfra efterfulgt af tre-fire stativ-forhindringer. Til højre og ned af bakke. Snak, latter og lommelærker. Min favorit-serie i vente.

Fjerde serie; Galop. ”Hoooldt!”. Problemer med en stigbøjle. Galop. Et spring, to spring og en stabel af korttømmer. Jeg fik ikke taget farten af min ivrige dame i svinget hen mod den ellers meget indbydende trippelbar – Afroditte valgte en alternativ rute, hvor resten af feltet heldigvis ikke valgte at følge efter. Ned af den stejle bøgebakke.

Pause. Amen sikken en stemning! Varme, svedige heste. Lyden af dåser der knappes op. Sandwich. Masser af publikum. Højt solskin. Inden jeg får set mig om, er der gået 15-20 minutter i selskab med blandt andet vores gæst fra Fyn. Dejligt at se hende igen. Afsted mod jagtens sidste tre serier.

Femte serie; Gyvelerne som den kaldes. Men i år rider vi ud samme sted, som vi rider ind. Vi skal altså krydse vores eget spor og springe tre af forhindringerne to gange – såkaldte A-spring. Det betyder, at alting skal spille. Ellers går der kuk i det, og det bliver mest af alt en dårlig kvadrille. Jeg har planer om at trave ned ad den temmelig stejle bakke, men det kommer jeg da ikke til at bestemme, kan jeg godt mærke. Afroditte er ikke i nærheden af at være træt… Først for foden af bakken overtager jeg igen kommandoen, og da vi kommer op igen på den anden side, kan jeg konstatere, at jeg har hele feltet med mig. Det spiller!

Skridt endnu en gang. Forinden jagten, spurgte min med-ræv, om jeg nu kunne huske ruten. ”Jah”, var mit svar vist nok, ”…men jeg kan godt blive i tvivl mellem femte og sjette serie – du ved, derude på det åbne stykke”. Og rigtigt nok – dét blev stedet, hvor Master måtte råbe og korrigere ”VENSTRE!”. Ja ja – det vidste jeg da godt 😉

Sjette serie; Militarybanen. Fed serie. Hverken mere eller mindre. Godt flow, ingen stop, ingen afsidninger, bare perfekt. Jagthornsmusik og publikums ”uhhh” i baggrunden. Fedt.

Syvende og sidste serie; Grøften. Egentlig mærkeligt at jeg får sådan et sug i maven, når jeg tænker på den. Min egen Allegro har altid givet et godt spring her, så i virkeligheden ingen grund til bekymring. Men i dag svigter modet, kan jeg mærke. Det påvirker Afroditte, som tøver. Til mit held springer min med-ræv, og min hoppe følger efter – tak! Herefter følger feltet. En enkelt afsidning, men uden brækkede lemmer. Jagt forbi. Pyyyh.

Men festlighederne er jo langt fra forbi. Vi mangler opløbet. Da jeg på fjerde serie ’valgte’ en alternativ rute og dermed missede tre forhindringer, er jeg ikke kvalificeret til at deltage. Det er OK. Jeg har haft en alletiders Hubertusjagt og jagtsæson alligevel.

De kvalificerede liner op ved start. Afsted det går! I rasende fart. Begge haler falder til jorden – der er simpelthen for meget fart på til, at de kan nå at gribe fat om halerne. Omløb.

Afsted det går! I rasende fart. Igen. Jamen så slap dog af. I kan ikke gribe om halerne i så høj fart. Begge haler falder til jorden igen. Omløb. Igen.

Tag jer nu sammen. Afsted det går. I nogenlunde anstændigt tempo. Hans Jakob kommer som næstsidst til halerne, og snupper den ægte – stort tillykke! Den falske bliver hængende, så der skal igen i år ikke uddeles en trøstepræmie til dennes ejermand.

Altså blev Hubertusvinderen 2022; Hans Jakob Fenger. Meget velfortjent. Endnu engang tillykke.

Afsluttede parade på gårdspladsen foran hovedbygningen. Hyldest af vinderen. Efter vartning af hestene gløgg og småkager i det gamle mølleri. Jagthornsmusik, summen og latter. En stemning som jeg ikke har oplevet andre steder end netop her. Her i Jydsk Jagtrideklub.

Tak for 2022 – på gensyn.

Tessa Pultz