Jagt nr. 5 ved Als Odde
09.06.2018
Anne og Kims bryllup
Lørdag d. 9. juni mødte 19 gæve ryttere op i røde jakker, sammen med deres heste og mænd/koner ved Als Kirke for at fejre Anne og Kim bryllup. Hestene blev stående i trailerne, mens vi andre gik ind og satte os i kirken. Da dørene gik op spillede Bjarne, Tessa og Britt på jagthornene inden orgelet spillede bryllupsmelodien.
Anne var så smuk i hendes kjole og Kim havde selvfølgelig sin jagt uniform på.
Alle jagtrytterne sneg sig ud af kirken lige inden vielsen var slut og stod klar i espalier med pisken højt løftet og brudeparret kom ud af kirken til klangen af jagthornene.
Da alle havde ønsket brudeparret tillykke, kørte vi ud til sandgraven i Helberts skov, hvorfra jagten gik.
Kim havde lagt en rigtig skøn rute med masser at udfordrende spring. Den første serie var i en grantræsplantage, hvor Kim havde lavet A-spring. Dejlige store spring som hestene løftede sig fantastik over. Herefter gik turen ud mod fjorden og Kim havde lavet 2 serier ind inden vi kom ud til vandet. Vi skulle have været ude og ride i fjorden, men der var meget lavvandet, så vi måtte nøjes med den klisteret fjordbund uden vand. Inden pausen skulle vi springe et par grøfter, som nogen havde lidt problemer med at komme over. Pausen holdte vi på Als Odde, hvor nogle nysgerrige sommerhusgæster var forbi og klappe hestene.
Efter pausen gik turen tilbage mod Sandgraven. Her var der serier ind og ud mellem træerne, op og ned af bakkerne inden vi var tilbage ved den første serie med A-spring , som vi nu sprang den anden vej fra. Jagten sluttede med en serie på toppen af klitten i Sandgraven. Det var en rigtig skøn og sjov tur, solen skinnede og humøret var højt ned gennem hele feltet.
Jeg tror alle havde en fantastik tur, der var ingen uheld eller afsidninger. Mette havde dog taget sin ’’Dressurhest’’ med, som vist skal have lidt mere øvelse i at komme over springene
Efter vi havde vartet vores heste havde Kim sørget for at der var en stor mark vi kunne lukke hestene ud på inden vi gik til fest.
Anne og Kim var vært for frokosten, hvor de havde sørget for en skøn buffet og deres svigersøn havde bagt en flot flot bryllupskage til dem. Den smagte vidunderligt. Hele eftermiddagen og aftenen og det meste af natten var der fest, musik og højt humør i forsamlingshuset. Anne og Kim havde sørget for at der hverken manglede tørt eller vådt.
Igen skal der lyde et stort tillykke til Anne og Kim og tak for en dejlig jagt og fest.
Bettina