Jydsk Jagtrideklubs træningsjagt ved Kompedal d. 18-1-2014

 

”Dagen i dag har været den bedste dag i mit liv”, meddelte min 10-årige datter Andrea mig på vej hjem i bilen. Anledningen til denne udtalelse var Jydsk Jagtrideklubs vinterjagt i Kompedal plantage d. 18-1-2014, som hun havde fået lov til at deltage i. 11 ud af 21 tilmeldte ekvipager (herunder Andrea og undertegnede) nåede frem igennem snestormen til lejrskolen på Kompedalsvej. Som forventet var der dejlig læ inde i skoven, og turen kunne startes i højt humør og med et ikke uvæsentligt antal sommerfugle i en 10-årig mave. Terrænet i Kompedal er særdeles velegnet til vinteraktiviteter. Intetsteds var der den mindste smule glat eller blødt, og både springene og turens længde var vel afpasset efter hestenes vinterkondition. Terrænet er også utrolig velegnet til førstegangs ryttere, som ikke helt ved hvor meget de tør – Andrea kunne ride hele turen uden at springe et eneste spring, mens jeg kunne ride ved siden af og springe alle forhindringerne. Oplevelsen af turen i feltet og et enkelt baby-spring eller to på en pony som var en anelse mere fremadgående en den er til daglig og som i øvrigt opførte sig eksemplarisk, var så stor en oplevelse, at det afstedkom ovennævnte kommentar på hjemvejen. Efter en dejlig tur, som nok var frisk, men ikke kold eller våd, hyggede vi os sammen med ild i brændeovnen,  varm suppe og friskbagt brød inden turen gik hjemad igen.

Referent: Marie Syndergaard

Jagt nr. 1 Jensgaard d. 26/4-2014

Jagtlægger: Jan Stranges
B-repræsentant: Jens Laursen
Ræve: Frederikke Stranges og John Sørensen
Master: Jan Stranges
Bag-Master: Lirsten Slemming

Med traileren pakket, med grej og ny hest, kørte vi mod Juelsminde tideligt lørdag morgen, til årets første jagt på Jensgård Gods. Der var fremmødt 23 forventningsfulde ryttere,   alle i strålende humør. Da der på behørig vis var sagt godmorgen, blev hesten sadlet.


Vi samledes alle i gårdspladsen, hvor godsejeren bød velkommen, han fortalte lidt om området og skålede, derefter fortalte Jan Stranges lidt om ruten der var 15 km med 7 serier i alt 38 spring, da det var årets første jagt var ruten ikke så lang og springene var ikke i max.
Med godt gang i snakken ned i rækkerne drog vi afsted mod første serie, i alt 7 spring der afsluttede med et stengærde efterfulgt ret hurtigt af et stativspring, ”så var vi ligesom i gang og stilen var lagt på denne jagt”. Desværre for ca. ½ delen af feltet, blev overbommen på stengærdet rykket løs, så dette spring udgik.


Flere af serierne var lagt i skoven, hvor bøgen var sprunget ud og anemonerne stod i fuldt flor i skovbunden, så vi nød skridtpauserne, hvor man bare kunne indsnuse foråret og bøgeskoven. Før pausen var vi lige et smut i havet med hestene, hvor der igen var bøgeskov til den ene side og havet til den anden side, ren honning til sjælen.


Efter pausen var der en spændende serie med lidt sving og drej og lige pludselig 2 rigtig fine grøfter, som lige fik adrenalinen op på max, sidste serie endte i galop ned gennem sluserne. Igen blev der forsøgt at ride en bred front, som nærmere lignede en bred klump, det var tydeligt at se vi helt havde glemt dette i vinter pausen :-)


Da vi havde vartet vores heste med vand, mash og bad, spiste vi frokost i jagtstuen, hvor der igen blev snakket lystigt, holde de traditionstro taler og truttet lidt på horn.
Tak til Jan for skøn jagt med udsigt og adrenalin kick.

Referent: Henriette Kristensen

2. Jagt: Torben Lindegaards Mindejagt på Wiffertsholm d. 10. Maj 2014


Jagtlægger: Kim Schewing
Ræve: Birgit Nørgaard & Bettina Bertelsen
Bagmaster : Bjarne Mørup
B-Repræsentant: Kim Schewing
Referant: Bettina Bertelsen


Årets 2. jagt - Torben Lindegaards Mindejagt – blev afholdt på det velkendte Wiffertsholm i det Nordjyske. Dagen startede så flot ud med højt solskin over den grønne bøgeskov og godt 25 forventningsfulde ekvipager i hvide bukser og røde jakker. Efter masters velkomst foran hovedehuset på ”Gammel Wiffertsholm” blev der råbt JJR-hurra for Torben Lindegaard, hvorefter nuværende godsejer Flemming Ramshart Lindegaard også bød velkommen og ønskede god jagt til os alle.
Kim og hans crew havde i år bygget en masse nye spændende spring i Hovskoven, hvor jagtruten de foregående år ikke har gået over. Faktisk havde Kim lagt en helt ny jagtrute omkring Wiffertsholm.
Vi startede med at ride ud på heden og tage 3 af de velkendte serier med kævler og dybe landinger, hvor publikum havde stillet sig sådan at de kunne se alle springene. Alle ryttere kom godt både op og ned over heden. Herefter skridtede hele feltet over mod Hovskoven med et par lange indlagte galopper bla. i ”rutsjebanen” hvor vi galopperede op og ned i bakkerne hen i mod den første, nye, springserie. Serien bestod af en håndfuld stativ spring ned af en skovvej, så der var et par dybe landinger. Efter den veloverstået serie gik turen mod en velfortjent pause, hvor der blev nydt kolde øl og vand inden turen gik videre.
Til efter pausen havde Kim og hans crew bygget endnu en spændende ny serie i Hovskoven. Der var både spring ned af bakken, spring op af bakken og et gran-spring. Efter de 2 dejlige serier i Hovskoven gik turen over i Wiffertsholmskoven, hvor vi galopperede hen ad ”kærlighedsstien” inden jagtens 2. sidste serie, som bestod af 5 forskellige spring i bøgeskoven inden et skarpt sving og et spring hen over en grøft. Der var højt humør og god snakken gennem hele feltet hele jagten igennem og også nu hen i mod den sidste serie, som var ”De gamle bøge” springserien, der i år var blevet udvidet med et ekstra spring og en grøft. Desværre udgik det sidste spring i ”den gamle bøge serie”, da den øverste bom blev raget ned. Der var også et par få ryttere som ikke kom over jagtens sidste spring – grøften. Efter en super dejlig tur blev hestene røgtet og vi spiste frokost i jagtstuen, hvor Kim havde sørget for at man kunne købe stjerneskud og formanden roste dagens jagt, ræve og jagtlægger.

Referant: Bettina Bertelsen

 

3. jagt : Fuglslevgaard Ebeltoft d.24/5-2014

Jagtlægger:     Finn Poulsen
Ræve:             Kristen Slemming og Finn Poulsen
Master:           Kim Schewing
Bagmaster:      Gitte Eberhard
Antal ryttere:    22

Tirsdag aften, ser vejrudsigt for jagtdagen, REGN.
Nå, melder trods alt til, jeg havde jo lovet Finn at komme, og det er jo før set at en vejrudsigt bliver ændret i løbet af ugen.
Det endte så med skybrud natten mellem torsdag og fredag, 55 mm. regn i Kolding.
Og lørdag, solskind, og forsøge at hive sig i gang kl. 5,45 ved at synge, Det er den dejligste morgen i hundrede år, og jeg lever.
Ved ankomst til jagt bliver vi, Kjeld og jeg, samkørsel, budt velkommen af Finn som også kunne præsentere sin nye unge smukke staldvært.
Jagten foregik mest i skov, tilhørende optiker Poul Jørgen Lindberg og frue.
Forhindringerne var med omhu placeret, så man hele tiden skulle tænke på næste udfordring.
En serie havde Finn ”tilplantet” med Gyvel, som stod i fuldt flor - Smukt.
Inden pausen, som foregik ved Lindbergs smukt placerede dressurbane, lige ned til Stubbe Sø, skridtede vi en tur ud i søen.
Jeg syntes at jagten foregik i et godt tempo, men når man efterfølgende ser billeder ser det ud som om nogen rider rigeligt tæt.
Een hest syntes åbenbart, det gik meget for langsomt efter pausen, og havde besluttet sig for at vise, den sagtens kunne klare serierne i dobbelt tempo. Den nærmest fløj forbi den ene hest efter den anden.
Et under at den holdt sig på benene rundt i svingene.
En enkelt afsidning var der også, men alle meldte fuldført.

Tak til Finn for en dejlig oplevelse.

Referent: Mogens Jessen

4. jagt : Nørlund Plantage den 7. juni 2014

Jagtlægger:Henriette Kristensen.  
Ræve:Helena Stagsted H.Jensen og Steen Buhl Larsen.
Master:Henriette Kristensen.  
Bagmaster: Bjarne Mørup.

Ja så oprandt den 7.juni -tidligt op og afsted med trailer og hest mod Nørlund Plantage.Efter ca. 3 timers kørsel nåede vi frem til Klinkhøjvej 8, hvorfra jagten skulle starte. Det var der utroligt nok 36 andre ryttere der også gjorde, så jeg tror der går rygter om at Henriette bygger spændende jagter, for et felt på 37 ekvipager hører til sjældenheder i J.J.R. Der var dog en hel del gæsteryttere, så det lover godt for klubbens fremtidige medlemstal.   
 Efter velkomst af master og drinks af hjælperne, var vi klar til at ride ud på en oplevelsesrig tur.
Jagten bestod af 7 serier, ialt ca. 35 spring, godt placeret i det enormt skønne terræn, som Nørlund Plantage består af.  
I første serie var der en lille udfordring, idet der skulle drejes 180 grader for at ramme det sidste spring i serien. Næste serie startede på toppen af en bakke og så gik det ellers i fuld fart nedad til de andre spring.   
Derefter kom der en spændende serie med 1.spring over en bøgehæk  plus 3 andre spring godt placeret i terrænet.
Så var der tid til en velfortjent pause til hestene  og en forfriskning til rytterne. Efter pausen startede vi med en serie med dyb landing i første spring. Dernæst kom vi til vandspringet, som krævede en enkelt badegæst, men skidt vejret var fint, så det var vist ikke så slemt, bortset fra at uniformen blev lidt grumset.
På vejen hjemad skulle vi lige ind til højre i skoven, hvor der var placeret en  fin serie i en halvcirkel ,den var rigtig god. Til slut skulle vi lige have 1. serie igen, bare taget i modsat rækkefølge af første gang.
Så var heste og ryttere vist også temmelig møre, efter en rigtig fin jagt,og vi skridtede hjemad til Henriettes dejlige sted, hvor der var dækket op i haven til den afsluttende frokost,som vi nød i det fine sommervejr, Herefter var det tid til at drage hjemad, en rigtig god oplevelse rigere.
Mange tak for det Henriette og hjælpere.


Referent: Erik Juul Jensen. 

5. jagt : Jydsk Jagtrideklubs jubilæumsjagt den 21. juni 2014

Jagtlægger:Bestyrelsen.  
Ræve: Hans Jacob Fænger og Jan Stranges.
Master: Formand Jens Lauersen 
Bagmaster: Bjarne Mørup.

Jydsk Jagtrideklubs 50 år jubilæumsjagt blev afholdt d. 21-6-2014. Yderst passende gik starten fra Det nationale hestesportscenter på Wilhelmsborg - passende fordi det officielle hesteDanmark ellers ikke ser meget til os jagtryttere. Alt var tilrettelagt til mindste detalje: Solen skinnede, en frisk brise blæste, så vi ikke blev overophedede af solen, og alt hvad der kunne summe, svirre eller stikke var blevet forment adgang til Århus og omegn den dag.

Med egne faste ryttere, gamle ryttere som var blevet støvet af i dagens anledning (heriblandt undertegnede), gæsteryttere fra Midtjydsk, Fyens og Storstrøms jagtrideklubber kunne feltet mønstre imponerende 55 ekvipager.

Efter velkomst af formanden samt direktøren på Vilhelmsborg gik det af sted til en opvarmningsserie på Vilhelmsborgs arealer. Efter lidt start vanskeligheder i det store felt fandt alle rytmen og turen kunne fortsætte. Lange skridtrepriser i det smukke terræn, lange galopper med indlagte udfordringer, lange springserier, som bare blev ved og ved – det var en særdeles veltilrettelagt jagt, som vi fik lov til at ride.

En af de lange skridt repriser fulgte sprøjtesporet op ad bakke i en bølgende bygmark. Vores Hubertus sang: ”Gule kraver på de røde jakker, lyser op i lyngens brune bakker” sprang ind i mit hoved, da jeg fra min placering bagerst i feltet kunne nyde synet af de to lange række af røde jakker op igennem det grønne korn. En anden skridt reprise foregik under store bøgetræer langs med en rislende bæk – ”Det ligner fuldstændig et postkort” nåede Britt lige at sige, inden vi forlod stien og red ind i postkortet, og fulgte bækken resten af vejen igennem skoven.

På visit hos Per Ejlersgaard nåede vi både ridebanen, gårdspladsen, hækken rundt om gårdspladsen og græsplænen, inden vi fortsatte over på marken, hvor Per kan traktere med både naturspring, grøfter og vand. Længe leve forstående lodsejere!

Alt i alt var Jydsk Jagtrideklubs 50 år jubilæumsjagt præcis alt det som en jagt skal være: Dejligt terræn, skønne og afvekslende spring, velgående heste og supergodt kammeratskab blandt rytterne. Længe leve Jydsk Jagtrideklub!

Referent: Marie Syndergaard