Hermed referater for efteråret 2015

6. jagt i Borris Plantage
5. september 2015.


Den første efterårsjagt her i september måned stod Steen Buhl som arrangør af, og det var Kim Schewing Christensen der red master i feltet denne dag.


Da jeg startede hjemmefra var vejrguderne ikke med mig, det var i kedeligt regnvejr, at jeg drog afsted, men som jeg før ofte har oplevet det, så klarede det op, og solen skinnede da jeg nåede frem til Borris Plantage.
Vi red afsted og jagtens første serier var langs Skjern Å, hvor der for øvrigt var en del lystfiskere, der også var på en slags ”jagt”.


Den sidste serie før pausen foregik i en plantage, som lå op af Borris militære skydeterræn.
Efter pausen red vi bred front, som lykkedes ganske godt.


Det kedelige regnvejr havde inden jagten givet så meget vand, at der efter pausen var nogle spring, som måtte udgå, bunden var simpelthen for blød.


Om det var fordi det var dejlig blødt at falde af vides ikke, men der var nogle enkelte stykker, som tog turen fra hesten og ned på det bløde underlag.


Jagten sluttede af med en serie hvor der var flere fine faste forhindringer.
Tak for en god tur.


Svend Kamuk

7. jagt ved Hadsund - 19. September 2015

Jagtlægger Kim Schewing

Dyt dyt dyt dyt dyt dyt dyt..... Hvad i al verden er det for en larm, her lørdag nat kl. 04.15???
Det er såmænd vækkeuret som forsøger at få liv i en søvndrukken krop, som bestemt ikke er klar til at stå op på dette vanvittige tidspunkt.


Men hvorfor i al verden ringer vækkeuret nu?
Nå jo, vi skal på jagt i dag!!  Straks forsvinder enhver træthed og sengen føles pludselig slet ikke varm og hyggelig længere.... Hadsund venter forude.

Bilen var pakket på forhånd, så det var bare om at få gjort hesten klar og komme afsted.
Første stop var Børkop (Louise og Carthago startede ved Vojens) hos Lisa, hvor hesten blev læsset om og så satte vi sammen kursen mod nord.
Det var stadig tusmørke og man kunne ane tågebankerne når man kiggede ned over byen – åhh bare tågen ville lette, så vi kunne få en jagt i godt vejr.

Heldet følger de tossede og i løbet af den lange tur mod nord lettede tågen faktisk og solen brød frem. Jubiii nu tegnede alt godt....

Kl. 10,30 stod vi 21 forventningsfulde ryttere og heste, bøjle mod bøjle på p-pladsen bag Nilfisk. Kim bød velkommen og traditionen tro fik vi vores portvin, og så var vi klar.
Kim og Steen red ræve, Bjarne master og bagmaster var Jens. Anne tog sig kærligt af publikum og bilkortegen.


Første serie var i en forholdsvis åben granskov, bunden var dækket af det fineste grønne mos, som pletvis var lyst op af solens stråler, som ramte jorden som projektørlys. En fryd for øjet.
Normalt ville lyden af 21 heste i fuld galop være til at høre, men ikke på denne grønne bund.
De eneste lyde man kunne høre var hestenes prusten og nå ja..... et par enkelte: ”arghh” ved den dybe landing, hvor enkelte lige måtte have et ekstra forsøg.

Anden serie var i en nyetableret del af skoven. Springende var gode, godt solidt bygget, hvilket i øvrigt var kendetegnende for alle springene på jagten.


Tredje serie var på en stor åben stubmark, hvor bunden nogen steder bar præg af de sidste dages megen regn og derfor var lidt blød. Det betød at hestene måtte arbejde lidt for sagen, men det var ikke noget som påvirkede deres evne til at klare springene. Et par tilfældige bilister fik en ekstra oplevelse på lørdagsturen, da de opdagede 21 rød og hvid klædte ryttere i fuld galop på marken.
Serien blev afsluttet med et dejligt spring gennem skellet hvor landingen var lidt dyb.

Fjerde serie var anden serie bagfra, en god serie.

Derefter var det tid til en tiltrængt pause, hvor vi fik en tår til halsen. Snakken gik som sædvanlig lystigt og inden vi fik set os om, skulle vi i gang igen.

Femte serie var ligesom fjerde serie også inde i skoven. Gode spring som var indbydende for hestene.

Sjette serie var også på en stor stubmark, her var bunden mere tør, til gengæld var der 2 vifter bygget op kort efter svingene. Det gav lidt udfordring, for nu skulle man jo til at ”ride” sin hest. Men kom man godt ud i hjørnerne, var det ingen sag.

Sidste serie var igen i den skønne granskov med bunden af mos. Igen en fantastisk oplevelse at komme i fuld galop..næsten lydløs.

Alt i alt var det en god jagt, med mange gode spring, dybe landinger, et par enkle træstammer og...... ingen heste tabte deres ryttere.
Efter navneopråb og vartning af hestene, bød Kim og Anne velkommen i kantinen på Nilfisk, hvor vi fik lune frikadeller, kartoffelsalat og salatbar – et herligt forfriskende input til vores ellers klemte madpakker. Tak for det.

Det var med højt humør og et stort smil på læberne vi takkede Kim & co for en fantastisk jagt, vendte vogntoget og satte kursen sydpå igen.
 
                                                                                      Hilsen Louise og Lisa

PS. Vi skulle hilse fra Carthago og Kavan og sige, at de også syntes det var den lange køretur værd.

Jagt nr 8 Ved True skov/Brabrand Ryttergården.


Efter længere jagt pause kunne man kun starte jagten med armene helt oppe da vejret var strålende og låne hesten i top form.

Vi var 26 ryttere der drog afsted med sol i håret. Springene stod mange og kækt.
Ved første serie så vi desværre den første afsidning som også var dagens slemmeste med vist nok et brækket menneske ben til følge.

Turen bød på nogle habile serier med nogle sjove/skarpe sving. Vi havde 3 afsidninger i det hele incl Master Bjarne. Ikke desto mindre meldte næsten alle fuldført til slut.

Nede ved bagmaster Fenger var humøret højt. Der var masser af pony vrinsk og go mås. Og jeg takker for en fantastisk tur - det var dejligt at være med igen. Og kæmpe tak til Jette for lån af hendes meget fine konkurrence jagt hest.

Vrinsk camilla vange

9. Jagt ved Hjørring
Den 16/10 2015

Jagtlægger: Calle

Efter, for de fleste en længere køretur end sædvanlig, mødtes vi alle omkring kl 10.00 på Calles ejendom lidt uden for Hjørring. Der var overskyet, men vindstille. Snakken gik lystigt, og alle var spændte på den forestående tur.


Klokken 10.30 var alle 23 ryttere til hest, og oprangeret på bedste vis i en fin lille fold ud for haven. Calle havde iført sig den høje hat, bød velkommen og forklarede kort om turen vi nu skulle ud på.


Efter en passende skridttur rundt i en mindre skov, blev der i enkelt kolonne sat i galop, og hestene fik lov at arbejde sig op og ned af bakke, og rundt på snørklede stier. Under denne galop havde vi dagens første ufrivillige afsidning, rytteren var dog hurtigt til hest igen, og turen forsatte. Denne galopreprise sluttede med 2 vel placerede spring en smule ned af bakke.


Jagtfeltet nåede hurtigt frem til næste springserie, hvor publikum var mødt talstærkt op. Ud over de pårørende publikum, var der dagen igennem ved de forskellige serier også mødt en del lokale folk op for at overvære de rødklædte ryttere forcere forhindringerne. Denne serie var placeret i en ny skov, hvor der blev sprunget både op og ned af bakke på den græsklædte skovvej.


Efter en kort skridttur nåde vi hurtigt frem til næste serie, hvor de første 3 spring var placeret på stubmark op af et læbælte, hvorefter der var et stykke galop til de sidste to forhindringer. Her var dagens 2. ufrivillige afsidning, da en hest i sidste øjeblik valgte ikke at springe den første af forhindringerne. Hesten blev indfanget, og serien redet færdig.


Efterfølgende var der en god skridt før feltet nåede den sidste serie inden pausen. Springene lå på en let kuperet stubmark med god plads til at springe 2-og-2.


Efterfølgende blev der holdt pause i det smukke område ved Boller Sø, inden turen gik videre. Der var et godt stykke til næste serie, hvor springene var bygget ned i en hulvej. Springene lå rigtig godt til hestene, og feltet kom godt igennem.


Næste serie var sat op i en mindre skov, hvor der blev sprunget brændestabler, og dyb landing. Efter en lille sløjfe i skridt var publikum placeret ved næste serie på en nærtliggende brakmark. Her var springene fint pyntet med gran, og der var en god dyb landing. Herefter bevægede feltet sig mod sidste serie. Springene var placeret rundt om en granskov, og var flot pyntet med gran. Alle heste i feltet sprang forhindringerne fint, og det blev således afslutningen på en god jagt.


Efterfølgende blev hestene vartet og den medbragte mad fortæret.

Tak for en god jagt!

                                                                                                   Skrevet af Sarah

11222946 1008264079230467 6661076944004713382 N

 

Referat fra 
Jysk Jagtrideklubs Hubertusjagt 
på Bidstrup Gods d 7. november 2015.

    Årets Hubertusvinder blev vores allesammens næstformand Kim Schewing der med ro og  overblik fangede den ægte rævehale i årets opløb. 

 Her havde især John Sørensen ellers  sat et højt udgangstempo som så viste sig  for højt for de første der passerede halerne.  Den  falske hale blev fanget af Peter Fløe. 

  Forud for opløbet havde det mere end 40 ryttere store felt været igennem en som sædvanlig  veltilrettelagt jagt på Bidstrups arealer.  Feltet var krydret med ikke så få gæsteryttere fra  Fyn og København, så stemningen var ligeså strålende som den lavtstående novembersol  der undervejs dukkede op. 

  Allerede efter jagtens 2. forhindring opstod der lidt kludder, hvor Jacob adskiltes kortvarigt  fra sin hest  efter noget der godt kunne minde om ungarsk post. 

     Videre gik det ad serien op og ned ad bakke langs skovbrynet.  Reprisen endte i et stykke  pløjemark som effektivt fik feltet helt ned i tempo igen.   

3. serie,  i de høje bøge,  gav endnu en utidig afsidning og videre i granskoven stod den på  teknisk træning med snævre vendinger og relaterede afstande mellem forhindringerne.    Alle kom fint ned af den traditionelle stejle skråning der førte os mod mølledammen, der med  skovens efterårsfarver som kulisse gav os jagtens smukkeste naturoplevelse. 

  Herefter gjaldt det så Hylderne hvor vi springer forhindringer i flere niveauer med  hårnålesving imellem.  Træer og forhindringer står  tæt og en enkelt rytter måtte her slutte  jagten efter et fald. Han kunne dog ride roligt hjemover efter hændelsen.

    Pausen var på dette tidspunkt tiltrængt og blev nydt med ryttersnak og en forfriskning med  tilhørende hubertus­sandwich.   

Tilbage i sadlerne gik det nu mod militarybanen der altid er en fornøjelse at ride igennem.

  Før passage af Bidstrup­dammen var der lagt op til en lille serie med  “ 4­side­by­side “  forhindringer.   Der er vist plads til forbedring af såvel opsætningen  og ridningen af denne  serie til næste år.. 

Dammen klaredenæsten alle og det samme gjaldt den sorte grøft som var sidste udfordring  inden opløbet. Det afsluttende navneopråb med vinderhyldest fandt sted  på Bidstrups  smukke gårdsplads.

    Efter vartning af hestene samledes alle til gløgg og en småkage i mølleriet hvor snakken gik  livligt og vores dygtige hornblæsere hjalp de professionelle med at skabe den rigtige  jagtstemning. 

  Forude ventede nu aftenens hubertusfest og en vinterpause til at se tilbage på en Bidstrup  Jagt anno 2015 der så sandelig var Sct Hubertus værdig.   

Referent,  Georg Nielsen