Jagt nr. 6 Tornby Klitplantage.


Jagtlægger Calle som også var Master.
 
    Lørdag morgen kl. ti i seks bippede vækkeuret, to minutter senere kom der en sms, det var selvfølgelig Krymp (Britt) som lige skulle høre om vi skulle ses i dag, så kunne jeg jo lige så godt stå op. Gik ud for at trække hesten ind, konstaterede at det var tørvejr, hvad der kun varede kort. 

    Gjorde mig en del tanker om vejret, i mens jeg gjorde klar til afgang. Men tog da af sted, det regnede stadig, holdt ind på en rasteplads, i nærheden af Brønderslev, hilste kort på Kirsten Lemming, som også var blevet tissetrængende.

     Kørte det sidste stykke vej, lige før Kærsgaard, kunne jeg se, at Kim havde opdaget, selv firhjulstrukne biler har deres begrænsning, han blev dog trukket ind på fast bund igen, så vi kunne køre helt hen til gården. Vi fik hilst på de andre, fik sadlet hestene op, i næsten tørvejr..

     Mødtes på gårdspladsen til velkomst, og en lille en til halsen, blev orienteret om jagten, tog et par omgange mere på gårdspladsen, for Severin og Knud var blevet forsinkede, men vi kom da af sted. Calle havde lovet os tørvejr, og det kom næsten til at passe, så han har måske en forbindelse, vi andre ikke har.

    Vi kom til første springserie, som stod på en harvet stubmark, rimelig tung at ride i, næste serie stod også på en mark, den var meget tung at ride i, så vi fik det værste af krudtet brændt af hestene. Fortsatte mod klitterne, krydsede Liver Å, kom så til en spændende serie på en strand eng, krævende spring og krævende terræn. Bjarne var så uheldig at falde af hvorved sadlen gled ned under hesten, som stak af, havde bestemt ingen planer om at lade sig indfange, hvad der først lykkedes for Bjarne ved halv fire tide.

    Red videre gennem klitterne ned til stranden, fik en frisk galop langs vandet, på et tidspunkt fik Kirsten Ness’s hest ekstra travlt, ville overhale alt og alle, lige til vi kom til en å der løb fra klitten mod havet, hesten bremsede på alle fire ben, Kirsten tog en flot landing på ryggen ved siden af hesten, heldigvis kom ingen til skade, men et rigtigt flot stunt.

   Endelig kom vi til den tiltrængte pause, hvor vi fik den velfortjente øl eller vand.
Var hurtigt i gang igen, klar til næste serie, hvor min gæst ville se om hesten kunne løsspringe, det gik fint, vi stoppede dog, og fik hende på hesten igen. Hurtigt videre til de sidste par serier, som forløb stille og roligt. Endte på Kærsgaard igen, hvor Calle holdt navneopråb.

Vi fik vartet hestene, og mødtes til hyggelig frokost i laden, hvor der var dækket flot op, med borde og bænke.

    Så på trods af regn og vådt terræn, en dejlig jagt.
 
Kristian Fjendbo.

 

Jagt nr 7 - 20. sept.  2008 fra Vosnæsgaard


Sted :Vosnæs Gods 
Jagtlægger , B-rep. og  master : Jens Laursen 
Ræve  : Gitte Eberhard og Geog Nielsen 
Bagmaster : John Sørensen
 
Jens havde selvfølgelig valgt, at vi skulle ride jagt på en dag, hvor vejret bare var fantastisk. 
Jagten startede og sluttede foran hovedbygningen, hvilket i sig selv var en oplevelse.
 
Vi red ca. 30 ryttere , ud i det vidunderlige landskab omkring godset .
 
En ekstra flot naturoplevelse var det, at komme ned til vandet ved Kalø Vig.
Der var ikke en vind der rørte sig, så havet var næsten spejlblankt, så solstrålerne blev reflekteret.
 
Kendetegnende for alle spring var, at de var velbyggede, og godt placeret, så alle kom hjem uden afsidninger.
 
Jagten bød også på bred front, som var den bedst udførte, jeg har set, redet af så mange ryttere. Men afslutningen bør dog være bedre.
 
Alle repriser var gode, om end en enkelt var genbrug, men især den næstsidste , redet i skov fandt jeg var super, den blev bare ved op ved.
 
Stemningen i feltet var rigtig god , da vi red mod afslutningsparaden , efter en super tur på 21 km, som dog viste sig, at være lidt for lang til, at vi kunne nå ridtet, på de vedtagne maximale to en halv time.
 
Men som Peter Ålbæk (dommer i talent 2008) kunne udtrykke det.
Jens, bare fordi du er formand i klubben, skal du ikke tro, at der er nogle billige point af hente,
men jeg sender dig alligevel til finalen om årets jagt.
 
Mogens Jessen

 

Jagt nr. 8 ved Sønderskov rideskole

D. 8/10 2008
Jagtlægger: Ulla Langschwager
Master:        Poul Vange
Ræve:          Jytte og Ulla Langschwager
Bagmaster:  Mogens Jessen
 
På en rigtig efterårsdag gik turen til det sønderjyske. Det er altid spændende at se, hvilket terræn der skal rides i. Vejret var noget blandet. 32 ryttere sadlede op i fin solskin, men det varede ikke ved. Jagten var lige kommet godt i gang og vi fik den første byge.

Vi startede jagten på militærbanen. Da vi kom til forhindring nr. 2, var der rigtig mange heste som meldte pas. Den forhindring var åbenbart for flot, men vi kom dog alle over efter et et par forsøg. Vi fortsatte turen på militærbanen og en enkelt rytter måtte af og flere af os havde nogle stop. Så det må siges, at vi havde lidt start vanskeligheder. Men sjovt var det.

Det havde regnet en del i løbet af ugen, så nogle steder var det ret blødt. Kun en enkelt forhindring måtte udgå pga. for dårlige bundforhold. Terrænet var blandet.  Det var en god blanding af mark og skov i et kuperet område. Jagten sluttede på militærbanen med nogle få forhindringer og afslutning gennem vandet. Da jagten var vel overstået meddelte rævene, at vi kunne forsøge os på et par vandspring, hvis man havde lyst. Nogle stykker benyttede chancen for lidt træning.  Paraden foregik heldigvis i ridehallen. Himlen havde for alvor åbnet sig og master havde svært ved at overdøve larmen fra regnen.

Jeg havde desværre ikke tid til at deltage i frokosten, men jeg siger tak for en god jagt.
 
Referent: Kirsten Slemming 


Jagt nr. 9  - Kristineholm hos Peer Eilersgaard den 18. oktober


Jagtlægger: Per Eilersgaard
Master:       Peer Eilersgaard
Ræve:        Georg Nielsen og Jens Laursen
Bagmaster: Kim Schewing-Christensen

27 friske jagtryttere havde trodset det kolde og lettere regnfulde vejr og taget imod invitationen til Peer Eilersgaard’s vidunderlige landsted i Højbjerg ved Århus.
Det var en særlig spændende jagt for mig, for jeg havde min datter, Josephine på 13 år, med på hendes første jagt.

Jeg kan, med en lille smule faderlig stolthed, melde at det gik rigtigt godt.
Vi startede lige på og hårdt med 13 spring i første passage – så var alle vist vågne.

Peer’s gamle militarybane byder stadig på udfordringer og den lettere mudder-fyldte dam gjorde alle sig særlig umage for ikke at falde af i.
Vi fortsatte i rask tempo i det noget fedtede føre mod Wilhelmborg, hvor der blev holdt hvil og indtaget forfriskninger.

Også her fik vi lejlighed til at afprøve lidt af military sportens lyksaligheder og flere missede sidste spring i svinget ind på skovvejen - hvor man virkelig skulle holde tungen lige i munden… og hesten under kontrol.

Tak til Peer’s flinke naboer, der havde lagt jord til – selv nysåede jorde fik vi lov at passere.

Efter jagten bød Peer og Hanne på Skipperlabskovs med det hele i deres smukke ”garager”.


Snapsen sørgede Formand Jens Laursen for i anledning af, at denne jagt var hans nummer 100.

Faktisk var det Marie-Louise Christensens jagt nummer 300, men der er jo grænser for, hvor meget snaps man kan indtage på en jagt.

En dejlig dag for alle os ryttere, men nogle enkelte tilskuere var kørt forgæves – fra Fyn – fordi det kun var muligt for folk med fire-hjultrækkere at forcere terrænet frem til springene. Hm, skal vi ikke lige tænke lidt over den?. 

Jan Stranges

 

Jagt nr. 10 - Hubertusjagten 2008

Jagtlægger: Jydsk Jagtrideklub
Master: Jens Laursen
Ræve: Kim Scheving Christensen & Susanne Jensen
Bagmasters: John Sørensen & Hans Jacob Fenger
Referent: Johanne Clemmensen
 
Som gæsterytter i efterårssæsonen på en lånt hest, var det med sommerfugle i maven jeg skulle ride min første Jydske Hubertusjagt. Vi ankom knap fyrre ryttere til Bidstrup Gods på en overskyet – men tør – morgen. På gårdspladsen mellem de smukke bygninger kunne en vis spændthed mærkes, hos rytterne såvel som hestene. Der var lagt op til en udfordrende jagt – ikke mindst pga. det våde terræn.
 
Første serie var en række gode spring på en mark, som var perfekt opvarmning til den efterfølgende serie i skoven. Her gik det nemlig op og ned, til højre og venstre og vi blev udfordret med kævler, banketter og en grøft. Der var fart på og gennem hele feltet kunne der høres hvin, skrig og jubel over det vilde adrenalin-kick, det gav. Mit kæmpe smil blev på mine læber og nåede knap at forsvinde før det gik løs på næste serie. Denne bestod af en bred front efterfulgt af brede spring, hvor vi sprang fire og fire. En super oplevelse at mærke tre ekvipager svæve over springene ved siden af én samtidig! Herefter kom vi til godsets frugtplantage, hvor vi skulle holde pause. Men inden da stod den på ”opvisnings-spring” gennem alléen – smukt må det have set ud fra tilskuernes vinkel. I pausen blev vi beværtet med øl, vand og sandwich, så vi var klar til sidste halvdel af jagten.
 
Efter pausen blev vi varme igen ved en god lang galop. Dernæst gik det ind i skoven, hvor nogle spring og en meget stejl skrænt ventede os. Med tungen lige i munden og tilskuere, der stod klar med kamera for at fange ryttere på afveje, kom vi alle sikkert ned af skrænten og kort efter videre på en fantastisk serie. Det gik op ad bakke i noget, der lignede hårnåle sving med spring ind i mellem, ned ad bakke med flere spring og rundt i sving med mindst ligeså mange sjove spring. Adrenalinen pumpede igen i kroppen på mig og jeg kunne genkende mit store smil af begejstring i mange af de andre rytteres ansigter. Også her var der helt sikkert guf for publikum! Efterfølgende sprang vi over en å, ind i skoven og over kævler, dybe landinger osv. inden vi nåede tilbage til frugtplantagen, hvor opløbet skulle foregå. Rytterne, der skulle ride om titlen som Hubertus-vinder, linede op, der blev fløjtet i gang og af sted gik opløbet. Der var kamp til stregen, og Jan Stranges fangede den ægte rævehale i bedste stil.
 
Da jagten var blæst af og vores heste vartet, var der traditionen tro gløgg og småkager i en af godsets hyggelige bygninger. Jagtsæsonen var slut for mit vedkommende, men jeg har ladet mig fortælle, at festen fortsatte i fineste stil til langt ud på natten…
 
Tak for nogle gode oplevelser i efteråret og en fantastisk afslutning i smukke omgivelser på Bidstrup Gods.
 
 
Johanne Clemmensen